tirsdag den 5. juli 2011

Hvad blev der lige af maj...

...og juni? Det er som om de sidste 2 måneder bare er forsvundet. Det hænger nok sammen med, at jeg er startet på nyt arbejde og derfor har fået rimelig travlt. Det er fedt, at der er tryk på, en masse at se til og udfordrende opgaver, men det har betydet af bloggen og til dels også strikkeriet er blevet forsømt. Det går jo ikke.

Indimellem har jeg haft lidt svært ved at finde inspiration. Eller svært ved at finde på, holde ved. Det der med at have vildt meget lyst til at lave noget, men bare ikke helt vide hvad. Eller jeg fortryder undervejs og piller op, prøver noget nyt, piller også det op. Som om jeg ikke helt kan bestemme mig. Det er nok fordi ideerne ikke rigtig var gode nok.


Men så tog jeg til Nordatlantens Brygge og hørte et foredrag af den færøske designer Jòhanna av Steinum. Hun har lavet en udstilling bestående af hendes egne designs og ikke mindst inspirationen til disse. Nemlig en masse strik begået af en nu afdød færøsk kvinde, Katrina Maria Hansen også kaldet Mia. En strikkekone med en masse talent for og mod på at strikke andet end det traditionelle strik på Færøerne. I skuffer og skabe gemte hun sine smukke strikkede kunstværker. Farvekombinationer og detaljer som man sjældent ser.


Det var fantastisk inspirerende og imponerende. Hele historien om den færøske strikkekone, var meget interessant, og det rørende, tætte bånd mellem den gamle Mia og den unge designer, blev rigtig fint beskrevet.

Blandt andet fortalte Jòhanna om hvordan Mia har gemt alle de ender af garn, som hun har klippet af sit færdige strik i tidens løb. Alle disse garnstumper af uld kartede hun og spandt til garn, som hun så strikkede huer af. Intet måtte gå til spilde. Jòhanna gjorde hende kunsten efter. Hun gemte alle ender hun klippede af i forbindelse med arbejdet på hendes kollektion, fik dem kartet og spundet og af garnet strikkede hun en bluse, som hun havde på under foredraget. Det er godt nok gennemført. Og det var endda en vildt lækker bluse. Håber hun laver en lignende til kollektionen - som i øvrigt kommer i butikkerne til efteråret, bl.a. i Nørregård på Strøget.

Hvis du mangler inspiration eller bare gerne vil bruge lidt tid på at se noget lækker strik, så tag et smut forbi Nordatlantens Brygge på Christianshavn.
Udstillingen løber indtil d. 23. august. Det er en stor oplevelse, som jeg kun kan anbefale.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar