tirsdag den 30. november 2010

At gøre arbejdet færdigt


Det er en kæmpe tilfredsstillelse at gøre et strikkeprojekt færdigt. At se hvordan delene smelter sammen til ét hele, at det der startede som nogle garnnøgler bliver til et færdigt produkt.

Her er det et babytæppe strikket af nogle Lucca rester. Jeg har taget udgangspunkt i en opskrift fra The Purl Bee, hvor man kan finde mange dejlige ting. Jeg måtte ændre lidt i mønstret da Lucca har en anden strikkefasthed end det garn, der er foreslået til opskriften.

Det er blevet et virkelig skønt og super blødt tæppe. Nu skal jeg bare finde ud af hvilken en af veninderne der vil have det. Indtil da kan jeg da godt lige låne det til at holde varmen.

onsdag den 24. november 2010

mochimochi

På en kedelig grå og klam mandag er det dejligt at falde over noget godt. Og det gjorde jeg! Jeg genfandt Mochimochi bloggen med de dejligste, fineste små dyr og dimser. Det kan bringe smilet frem hos enhver.

tirsdag den 16. november 2010

Kaffe Fassett 2010

Jeg er for tiden meget optaget af Kaffe Fassett. Jeg bladrer løs i ”Den fantastiske strikkebog” og bliver skiftevis vildt imponeret og får grineflip over billederne i bogen. Der er nogle interessante mønstre og bogen forklare meget fint om brugen af flere farver i strik. Det er både en god vejledning og stor inspirationskilde. Samtidig er nogle af opstillingerne set med nutidens øjne absurd morsomme, som f.eks. dobbeltopslaget med titlen ”striber”. Her står et par top tunede mænd med spændte balder i stramme stribede leggings. Jeg kan slet ikke holde op med at grine.

Foto fra Den fantastiske strikkebog af Kaffe Fassett
Da jeg kiggede bogen igennem opdagede jeg i øvrigt et stjernemønster, som mindede mig om noget. Da jeg kiggede lidt efter i mine ting fandt jeg dette foto fra et Marc Jacobs show. Sjovt at se hvordan Kaffe Fassett’s stjernemønster, som har mindst 25 år på bagen, bliver brugt i dag. 


Fotos fra Marc by Marc Jacobs ss2010
 

Mit første Kaffe Fassett projekt bliver Yellow Star Jacket. Indtil videre har jeg samlet en kæmpe bunke farver og er gået i gang med strikkeprøverne. Det er skønt! Jeg nyder at starte dette store, avancerede, krævende og måske lidt uoverskuelige projekt op.  

Udvalg af garn til Yellow Star Jacket

Jeg kan ikke vente på, at jeg skal slå masker op og gå rigtig i gang. Men inden da kan jeg bare nyde synet af alle de skønne farver.

 

mandag den 8. november 2010

Velkommen...

...til min blog. Siden jeg var lille har jeg syet og strikket til mig selv og andre. Det at skabe har været vigtigt. I de sidste par år er interessen for at strikke kun vokset mere og mere. Jo mere jeg fordyber mig i det, jo mere lærer jeg, og jo sjovere bliver det. Forhåbentlig vil denne udvikling fortsætte. Her på bloggen vil jeg forsøge at dokumentere min produktion, mine tanker og overvejelser og dele ud af de nyttige tips og tricks jeg finder på min vej gennem strikkeland.